Amager Rundt søndag den 3. juli 2022

På søndag den 3. juli ror vi som bekendt Amager Rundt (ca. 47 km) sammen med Roklubben Øresund. Det er en rigtig god chance til at få testet langtursformen og i øvrigt ro sammen med nogen, som du måske ikke ror så meget sammen med til daglig.

Vejret ser rigtig fint ud ifølge DMI og YR, så der er udsigt til en rigtig god tur. Du kan tilmelde dig turen på Rokort frem til lørdag kl. 12, hvor tilmeldingen lukker og hold bliver sat.

Vi mødes i Bryggens Roklub kl. 8.30, lægger ud derfra og ror til Dragør (ca. 24 km), hvor vi indtager vores madpakker. Husk endelig den – det kan blive en “rigtig lang tur”, hvis du glemmer dine klemmer derhjemme. Husk også lidt ekstra til turen undervejs, fx frugt og/eller nødder. Da der er varslet højt solskin og UV-indekset er højt, skal I også huske solcreme og også gerne en hat til beskyttelse mod solen.

Sidste strækning fra Dragør ror vi efter frokost. Denne deletape er ca. 23 km. Vi forventer hjemkomst til Bryggens Roklub senest kl. 17.

Skulle det mod forventning blive dårligt vejr, finder vi på noget andet, og med mindre I hører andet, mødes vi som planlagt kl. 8.30.

Vel mødt på søndag til en fornøjelig søndag på vandet!