sas-stander

ottar-jomfrutur.jpg

Roklubben SAS

Rundholtsvej 95

2300 København S

 

Roklubben SAS er en uafhængig forening, som siden oktober 2014 ikke længere er en del af SAS' personaleforening (SAS-klubben). Klubben er åben for alle som ønsker at dyrke rosport. Medlemmer af SAS-klubben kan opnå medlemskab via dens sektion SAS-rowing, som giver medlemskab til Roklubben SAS.

 

Vi råder over flere forskellige bådtyper: 2- og 4-åres inriggere, et par single-trimmy'er samt 1, 2, 4 og 8 personers outriggere.

 

I klubben dyrkes forskellige former for roning:

 

MOTIONSRONING, som er klubbens og landets mest udbredte rogren. Her mødes man i klubben og ror en tur rundt i kanalerne, til Langelinie eller blot frem og tilbage mellem Slusen og Langebro/Knippelsbro for fornøjelsen og motionens skyld.

 

LANGTURSRONING, som er roning der strækker sig ud over lokalfarvandet, enten en søndagstur med madpakker eller en flerdagestur med overnatning i telt eller hos andre roklubber. Langture kan også foregå i udlandet.

 

KAPRONING: Roklubben deltager hvert år i flere forskellige kaproninger, bl.a. Amager-regattaen som er et kaproningsstævne mellem de 5 "Amager-klubber", Sved-På-Panden roning over 10 km. mod hold fra andre klubber i Storkøbenhavn ca. 6 gange i perioden maj-september samt Copenhagen Harbour Race i oktober, et 6 km løb for inriggere og 8'ere fra Langebro til Slusen og tilbage igen.

Vi deltager også i løb i England og Tyskland hos vores venskabsklubber British Airways og Lufthansa.

 

Om vinteren er der også forskellige former for motion:

 

ERGOMETER-roning og ROSPINNING på romaskiner. Vi deltager også i 8'GP og Ergometer-handikap turneringer.

 

MOTIONSLØB hver tirsdag sammen med nabo-kajak-klubben BKC

 

BY-O-LØB den første torsdag i måneden. Orienteringsløb i nabolaget på to ruter: en kort rute på ca 6 km (ca. 6 poster) og en lang rute på ca. 9-11 km (ca. 10 poster)

 

Øvrige aktiviteter:

 

Ud over det sportslige afholdes der også forskellige aktiviteter af mere social karakter.

 

Flere gange om året afholdes der fester i roklubben, f.eks. i forbindelse med standerhejsning, standerstrygning, Skt. Hans bål og Julestue.

 

Tirsdage og torsdage er der smørrebrødsbuffet i klubben til rimelige priser efter roningen. I sommermånederne tænder vi dog i stedet grillen hver torsdag. Her kan du tilberede din medbragte mad, og du er også velkommen til tage kæresten eller ægtefællen med til det hyggelige samvær.

 

 

Copyright © 2013 RoklubbenSAS. All Rights Reserved